Nr. Felding

Godt at vide om vores by

Her finder du svar på de mest almindelige spørgsmål, så du hurtigt og nemt kan få mere viden om Nr. Felding.

Hvor ligger Nr. Felding?

Nr. Felding ligger ca. 4 km syd for Holstebro i Vestjylland, hvilket er en afstand, der giver Nr. Felding mulighed for at være et lokalsamfund, som stadigvæk kan nyde godt af tilbuddene i en større by. Med en cykelsti hele vejen til Holstebro kan vi desuden komme trygt derind. Vi er også tæt på motorvejen, som blot er 10 minutter væk i bil.

Hvor mange mennesker bor der i Nr. Felding?

Vi er ca. 1300 indbyggere i Nr. Felding Sogn, og vi har også plads til dig. 

Hvordan melder jeg mig ind i Nr. Felding Borgerforening?

Et medlemskab i Nr. Felding Borgerforening er med til at styrke fællesskabet og støtte udviklingen af byen. Meld jer ind og vær med til at gøre en forskel i Nr. Felding. Det koster 250 kr. for et årligt husstandsmedlemsskab af borgerforeningen. Du kan melde dig ind i borgerforeningen lige her.

Hvordan kan jeg holde mig opdateret om lokale events?

Du kan tilmelde dig vores nyhedsbrev for at få de seneste nyheder og begivenheder. Tilmeld dig nyhedsbrevet her. Du kan også holde øje med Borgerforeningens facebook-side, hvor der løbende bliver delt info om begivenheder og events i byen.

Er der lokale butikker eller virksomheder i Nr. Felding?

Ja, Nr. Felding har flere lokale virksomheder, der tilbyder alt fra dagligvarer til håndværk. Min Købmand er vores lokale dagligvarebutik, som har åbent fra kl. 7 morgen til kl. 20 aften. Desuden er der både frisør, industrivirksomheder, maskinstation og meget andet i byen. Læs mere om vores lokale købmand her.

Hvilke fritidsaktiviteter kan man gå til i Nr. Felding?

Der er aktiviteter for både børn, unge, voksne og seniorer i Nr. Felding. Er du til sport og idræt, eller måske mere til håndværk og hygge? Uanset hvad er der noget for dig. Du kan læse om alle byens mange foreninger og aktiviteter på denne side.

Hvordan er naturen omkring Nr. Felding?

Naturen er kernen i Nr. Feldings identitet. Indenfor en ganske kort afstand af byen finder du både den fine bade- og fiskesø Boutrup Sø, Ølgryde Plantage med en idyllisk shelterplads og Naturnationalpark Stråsø, ligesom Præstbjerg Plantage heller ikke er langt væk. Læs mere om naturen, der omgiver Nr. Felding her.

Kan jeg leje festlokaler i Nr. Felding?

I den nordlige del af Idrætscenter Syd ligger Festhus Syd. Vores topmoderne festlokale med køkkenfaciliteter, service og de helt rigtige rammer til enhver fest. Læs om udlejning af Festhus Syd her.